Sjællandske vingårde – Find en vingård nær dig

Velkommen til Sjællands vinverden! Fra toppen af Røsnæs til en vingård 10 km. fra Rådhuspladsen. Du får Yulia og Christophers bedste anbefalinger her.

Hvis du er nysgerrig på dansk vin og vil vide mere om vingårde på Sjælland, så læs med her. Hvilke vingårde findes på Sjælland, hvilke skal du besøge og købe vin fra, og hvor findes de lokale perler, som vi har besøgt?

Lad os starte med det fulde overblik:

Hvor mange vingårde findes der på Sjælland?

Der findes selvfølgelig et stort antal glade amatører, som dyrker vin til eget forbrug. Men samtidigt er der faktisk +20 vingårde, som drives som erhverv, som du i de fleste tilfælde kan besøge og købe vin hos.

Vingårde på Vestsjælland

Vestsjælland er kendt for sine mange soltimer, hvilket gør det ideelt for vinavl. Det er en helt unik oplevelse at komme fra København og svinge til højre ved Kalundborg for pludselig at befinde sig på Vinruten. Det er en smuk tur at køre til Røsnæs og besøge Danmarks største vingård Dyrehøj Vingaard med 35.000 stokke samt de andre vingårde i området som Røsnæs Vingård. Dette område tegner sig til at blive Danmarks Napa Valley.

Udsigt til Samsø fra en sjællandsk vingård Dyrehøj Vingård.
Røsnæs har 100 soltimer mere end landsgennemsnittet.

Vingårde på Sydsjælland

Vesterhave Vingård i Karrebæksminde er en af Danmarks mest prisvindende vingårde de sidste år og specielt kendt for deres rødvine. Præstø Vingård med 12.000 stokke er også en stor spiller, og ellers byder Sydsjælland på en række mindre vingårde. Her ligger bl.a. Danmarks sydligste vingård. Sydpynten ved Gedser har 900 vinstokke men sælger i skrivende stund ikke deres vine. Tusen Vin ligger smukt ved Tuse Næs nord for Holbæk og har 15.000 stokke. Første høst var i 2023, så det bliver spændende at følge.

Vinproduktion på Møn er blevet rigtigt interessant. Hjelm Vingård var med fra starten af dansk vinproduktion, og nykommere som det mousserende vinhus Brut de Møn virker til at have stort internationalt potentiale.

Vingårde i Hovedstadsområdet

Kun 10 km fra Rådhuspladsen finder du Nordlund Vingård ved Avedøre kaserne. Vingården blev grundlagt som en af de første i Danmark til at producere dansk vin under navnet Dansk Vincenter i 1995, og deres butik har åbent hver torsdag fra kl. 13-16. En del fotos på DanishWine.com er taget ude fra gården, og vi anbefaler dig at tage på besøg derude for at købe vin eller evt. holde et vinarrangement.

Vingårde i Nordsjælland

Nordsjælland har en række eksklusive vingårde, hvor du kan forvente en helhedsoplevelse fra start til slut. Der findes en lille håndfuld kommercielle vingårde, hvor vi bl.a. vil anbefale Ørby Vingård, som ligger på en vindblæst bakke og serverer glimrende vin. Desuden kan man supplere med en god gåtur rundt i området og besøge små lokale producenter som ginmagere og bagere. Den internationalt prisvindende Langelinie Vin ligger mellem Frederikssund og Slangerup og har månedlige vinsmagninger.

Velkommen til Frederiksborg Vin ved Hillerød

Christopher og Yulia har besøgt Frederiksborg Vin et par gange, venlige vinbønder og vi er specielt glad for deres rødvin. Læs mere om nordsjællandske vingårde.

Hvad skal du vide, inden at du besøger en sjællandsk vingård?

Yulia og Christopher har besøgt flere vingårde på Sjælland, herunder Dyrehøj, Ørby Vingård og Nordlund Vingård. Her er et par anbefalinger:

Det er ikke sjovt at køre 100 km. for at opdage, at vingården er lukket. Tjek altid deres aktuelle åbningstider. Nogle vingårde har åbent en dag om ugen et par timer, mens andre er lukket resten af sæsonen.

Udover åbningstider så overvej også følgende:

  • Beliggenhed
    Er det tæt på andre turistattraktioner eller i naturskønne områder, hvor man kan gå en god tur? F.eks. kan et besøg på Dyrehøj blive til en gåtur i marken med en flot udsigt til Samsø på et skovturstæppe eller en is på Røsnæs havn efterfølgende. Især også hvis du er i bil og gerne vil nå at forbrænde glas to, inden at i kører videre, så skal området kunne noget.
  • Vinudvalg
    Specialiserer vingården sig i rød-, hvid- eller rosévin? Måske meget godt at vide, hvis man kun kan få naturvin, og det ikke lige er ens boldgade.
  • Guidede ture og smagninger
    Et besøg på en vingård er langt mere interessant, når der er mulighed for at lære om historien bag. Hvis du kan opleve vinproduktionen. Tilbydes der vinsmagninger? Normalt skal du også booke forud, så husk at tjekke vingårdens hjemmeside.
  • Restaurant
    Maden giver dansk vin ekstra berettigelse. Hvis vingården har en restaurant, så er det en rigtig god kombination, når du skal prøve dansk vin. Vi anbefaler Dyrehøjs vingård, som er en kæmpe kulinarisk oplevelse.
  • Overnatning
    Nogle vingårde tilbyder overnatning, hvilket er en god idé, hvis man skal smage på hele sortimentet.
Rerstauranten på Dyrehøj Vingård
Friterede østers skyllet ned med iskold Solaris på Dyrehøj Vingård (maj 2023)

“Din næste vinoplevelse venter i det nordsjællandske”

Nu er du bevæbnet med al den viden, du behøver for at udforske Sjællands vingårde. Din næste vinoplevelse venter lige rundt om hjørnet! Hvis du får en fantastisk oplevelse, så vil vi være taknemmelige, hvis du poster på sociale medier og tagger DanishWine.com.

Nysgerrig på Danmarks andre vinområder? Læs vores guide til de fynske vingårde, vingårde i Jylland og Bornholm.