Området omkring Kolding er nok mest kendt for Skærsøgaards DONS-vine, men Lindely Vingård er en rigtig interessant up and coming spiller, som nu også kan fås i alle Menys 113 butikker på tværs af Danmark, hvilket gør, at Lindely Vingård har det største distributionsnetværk i Danmark. Et eksempel til inspiration for de andre danske vingårde.
Historien om Lindely Vingård
Lindely Vingård, beliggende i det idylliske Sdr. Vilstrup, blev grundlagt i 1917 som en almindelig bondegård. Gården har gennemgået flere ombygninger og renoveringer siden da og konverterede til vingård som en af pionererne ved årtusindeskiftet . Vingården, som nu ejes af Claus og Mette Møller Pedersen siden 1. januar 2021, har udviklet sig til et symbol på kvalitet og innovation inden for dansk vin. Sammen med deres kompagnon Jacob Klausen, har de indført nye ideer og teknologier, som har løftet Lindely til nye højder inden for dansk vinproduktion.
Vinplanter på Lindely Vingård
Med omkring 14.000 vinstokke fordelt på cirka 6 hektar jord, producerer Lindely Vingård årligt omkring 20.000 flasker vin. Dette inkluderer seks forskellige vintyper, der afspejler regionens unikke terroir og klima. Solaris og Rondo er de mest udbredte druesorter på Lindely, og udover disse resistente sorter tilpasset det danske klima har de nu også igangsat dyrkning af Pinot noir. Der er ialt 22 druesorter, hvor en del bruges til at blande i standardvinene for ekstra karakter.
Vinarrangementer på Lindely Vingård
Med en hyggelig gårdbutik tilbyder Lindely et personligt indblik i vinproduktionens verden. Derudover er vingården et populært sted for virksomhedsarrangementer og private fejringer, hvor gæster kan nyde den smukke natur og selvfølgelig vingårdens udsøgte vine.
Vi, Yulia og Christopher, glæder os til at besøge Lindely på en af vore næste ture til Jylland. Læs denne guide til de andre jyske vingårde.